R.I.P

På en eller anden måde tror jeg godt min onkel har vidst hvor syg  han var.
Jeg sad lige og kiggede hans blog igennem, jeg indrømmer blankt at jeg aldrig fik læst den da han levede.
Min onkel var filosof med STORT F.

Dette indlæg er skrevet den 13 Januar 2012

Til døden mig skiller.

Hjemmemålings mani. Et nyt ord er kommet ind i vores fælles sprog.
En udbredt mani for at lede efter tegn på sygdom. Lede på egen hånd. Lede efter livstegn i sine mest negative udtryk.
Men er denne sygelig optagethed af sygdom ikke sygdommen i sig selv?
Når denne sygdom sætter sig i sindet er det slut med at nyde livet.
Døden indtræffer allerede i det øjeblik blodtryksmålerens bånd sættes om armen.
Langsomt klemmes livsglæden ud, og tilbage er kun tanken om døden.
Denne tanke er selve DØDEN, fordi det er den eneste død mennesket nogensinde vil opleve – tanken om døden.
Den anden død vil kun de andre opleve.
Derfor skal du tænke dig godt om – før du første gang sætter blodtryks måleren på armen.
Det eneste den kan måle er din egen dødsangst. Det kan den så til gengæld også gøre så længe batterierne og du vil.
Siddende der i din egen angst – evigt tænkende på døden – glemmer du at leve. Døden fylder det hele, fylder alt den plads der var til livet.
Livet fortrænges af tanken om døden, og mediernes uendelige bulletiner fra sundhedens slagmarker suger den sidste rest ud. Helt ind i den inderste vibrerende marv, derinde hvor livets gnist finder sin næring.
Angst er en af de største undertrykkelses mekanismer i det moderne menneskes liv.
Sygeligt at beskæftige sig med sin individuelle død spærres for alle levende tanker og håb.
Alle ved at døden ikke kan overvindes – slet ikke din egen. Derfor suger dødstanken alt håb om forandring ud af den dødsangste.
Som allerede ildelugtende lig sidder vi alle tilbage i sygelig optagethed af vores egen sundhed, mens der tjenes uendelige summer af profit på dødsangsten. Og allerede døde er der ingen grund til at forestille sig en bedre og mere menneskelig fremtid.
Magtens undertrykkelsessprog er flyttet fra klassekampens historiske slagmarker, ind i dødsangsten.
Undertrykkelsen er gjort individuel og har fundet sit udtryk i sin mest absurde facon – den individuelle død holder de utopiske energier i et angstfuldt jerngreb.
Angsten er blevet en vare. Og der tjenes rigtig mange penge på angstmarkedet.
Der tjenes rigtig rigtig meget på angsten. Arbejdskraften optimeres, og hver eneste mulig fiber af den menneskelig angstfyldte krop udnyttes til sidste. Udnyttes udover livslængden, og helt ind i døden rækker udsugningen af varen arbejdskraft.
Udsugningen af arbejdskraften er flyttet ind i døden, og jagten på profit har flyttet endnu en grænse – har gjort grænsen mellem liv og død flydende. Ved at flytte døden ind i livet.
At se den maniske fitness dyrkelse i de moderne religiøse templer, er at se den snigende dødsangst der breder sig som en sort stemning over drømmene om en bedre og mere menneskelig fremtid. Alt for menneskelig. Alt for angst fuldt.
Alt for optaget af sin egen angst for døden. Alt for optaget af sig selv. Alt for ubevidst om at være en vare på et marked.
Der findes kun en kur mod dødsangsten.
Kun ved at fokusere på det levede liv og se døden i øjnene kan døden overvindes – ind til videre.

Der er mindehøjtidlighed på fredag for ham i København, jeg kan ikke deltage, og igen sidder jeg og er sur og ked pga. det.
Dog har jeg ønsket at de spiller Scorpions - Wind of Change.
Det var lidt en sang vi på en måde elskede sammen.