Kolaps

Indrømmet, jeg har ikke haft det godt psykisk på det sidste.
Dog havde jeg ikk regnet med det ville komme så langt "ud" som det gjorder i aftes.

Var ud ved farmor og se håndbold.
Jeg havde taget alopam inden jeg gik ud til hende, for det hele drillede.
Pludselig ud af den blå luft, rammer den.
Den kryber ind på mig, lammer mig.
Den tager over.
Alt går i sort.
Jeg vil ikke være nogle steder, jeg vil ikke være i min krop, jeg vil væk jeg vil ud.
Jeg føler jeg skal dø, men det enste jeg kan gøre, er at græde.
Farmor tager det hele i stiv arm, trøster mig, holder om mig, får mig så meget ned på jorderen at min hjerne begynder at kunne skubbe angsten væk.
Det er nok det værste angstanfald jeg har haft siden jeg flyttede hjemme fra, ja måske end i et helt år.

Jeg er komplet drænet nu, og tør ikke gå i seng. Hvis den nu skulle snige sig ind igen.