Jeg sad lige og roede med den bog, jeg er i gang med at lave om mit liv. Og jeg måtte stoppe. Jeg begyndte og tude helt vildt. Og de her kommer til at lyde rigtigt klamt og rosen rødt. Men jeg sad med et billede af min mor i den ene hånd, og med et billede af min far i den anden.

Og det slog mig lige som bare. Fuck hvor jeg elsker dem. Og fuck hvor kan jeg bare ikke undvære dem! De er fadme verdens bedste forældre. Jeg fik en knude nede i maven, ved ikke lige hvorfor. Men åh, de har bare gjort så meget for mig, at det er helt ufatteligt. Det kan slet ikke beskrives!
De ville splitte hele verden ad, hvis det var det der gjorder mig rask. De vil gøre alt for mig!

Lige nu har jeg aller mest lyst til at løbe ind og vække min mor, og bare kramme hende og tude. Det samme med min far, bare holde om dem og ikke give slip. Bare tanken om at de en gang dør får mig helt ned. Jeg kan ikke leve uden dem.

Det er vildt hvor meget det overvælder mig lige nu. Jeg kan slet ikke fatte det. Jeg kan ikke beskrive det med ord. Og måske er det meget godt. For hvis jeg kunne det ville det nok slet ikke være så fantastisk det hele. Så ville det ikke være rigtigt på en måde tror jeg. Det giver ikke lige mening, men det gør det jo alligevel ik?