Forventninger

Jeg er meget træt af folks forventninger til mig. Nogle har det med at glemme jeg stadig er syg, og at jeg ikke kan ret meget. Selv om jeg er begyndt at fungerer ret godt hjemme, betyder det ikke at jeg er rask og lige med det vuns kan alt det en rask person.

Det kan godt være at et raskt menneske ikke tænker over hvad side de trækker badeforhænget til, men det gør jeg, og jeg kan bare ikke få mig selv til at gøre det til venstre.

Jeg har det ikke skide godt for tiden, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har bare mest lyst til at ligge under min dyne og laver abesolut intet. Det kræver så meget bare at holde hovedet over vandet. Og min mor lader ikke til at fatte det. Min far gør måske jeg ved det ikke, men han har mig også kun i mine sovende timer af døgnet næsten.
Han er dog så sød at smørger morgen mad til mig når han vågner der kl 13, det er en meget stor hjælp.

Men mig og min mor kan bare ikke sammen. Jeg misforstår hende hele tiden, og hun virker så sur. Jeg kan ikke gøre for jeg er syg, og at jeg har det dårligt, og jeg kan heller ikke gøre for det ikke lige passer hende. Men det hjælper ikke hun stiller for store krav til mig, og bliver meget sur når jeg ikke kan overkomme dem. Jeg har bare ikke det samme overskud som en rask person.

Lige nu er det så uoverkommeligt at jeg skal til Noah i weekenden, jeg er meget angst for at sove der ude for tiden, for jeg ved at jeg vågner op med angst mindst 5 gange om natten og det er så hårdt. Men jeg vil jo også skide gerne være sammen med ham, og derfor gør det så ondt inde i mig at angsten ødelægger det så meget hele tiden.

Jeg er skide træt af at være syg. Jeg gider det ikke mere. Det med at kæmpe hver dag er ved at være ret trættende og trivielt, og når ens mor kan blive sur over man ikek kan huske hvilken recept der er blevet anulleret, fordi man ikke kan læse lægens håndskrift bliver det bare endnu mere trættende og trivielt.

Hvis bare man kunne sove i en uge uden at vågne.......