Jeg har lagt mærke til at alt efter hvor jeg lige blogger henne skriver jeg på forskellige måde, fx den her blog ville jeg aldrig havde formuleret på den hvis jeg havde skrevet her først istedet for hvor jeg gjorder, det er underligt:

"Er der koldt og mørkt i den sorte grav?
Eller stråler Himlen som det klareste rav?
Er der sang og musik i de dødes land?
Og svinger det, Pianomand?"


Jeg er fyldt med en indre træthed. En træthed rette mod mig selv. Ikke mod verden eller min med mennesker.
Jeg er træt af den jeg er, men på den anden side har jeg aldrig haft det beder med mig selv end jeg har det for tiden.
Det er meget underligt. Det er en træthed af udsene, og den evige teenges føelse af at "jeg passer ikke ind her hvor jeg er". Jeg er dog utroligt glad for min personlighed, og den person jeg er ved at blive når man se den fra den vinkel.
Så det er meget blanede følelser.
Jeg er ikke ked, jeg er rolig og har det godt, bare ikke lige når jeg skal kigge mig i spejlet. det er total latterligt.

Lige for tiden sys jeg godt nok mange af mine blogs er over i det der "åååh jeg har det så hårdt og mit liv stinker emo blogs" Men igen, det er slet ikke så'n jeg vil havde det ud, jeg har det godt, jeg er glad. Men alligevel kommer jeg til at lyde som den største emo når jeg skriver blogs xD

Irri men sandt.

Jeg savner Noah ustyrligt,vanvittigt, latterligt, dejligt meget<3

Hvis Kamilla eller Fnug var vågen lige nu ville jeg tæppe bombe dem med beskeder. Jeg savner dem.

Sarah, Sarah savner jeg også. Snakkede kort med hende tidliger, men slet ikke nok.

Slet ikke nok overhovedet nej!