Lørdag.

Jeg er ensom,ked,træt,såret,depri,knust,bange,grædefærdig og sur.
Der er mange grunde til det. Det er som om jeg ikke kan trække vejret. Jeg er ved at tude hele tiden, og har bare mest lyst til at sove, men det kan jeg ikke, for jeg har været så dum at sove hele dage.
Alt er uoverskueligt, der er intet der giver mening, og alt er lidt lige gyldtigt, men på den anden side er alt så vigtigt at det gør ondt.
Mine facader er blevet svager, jeg har sværer og sværer ved at holde dem oppe. Det bliver sværer og sværer bare at lukke af for alt det der gør så ondt og gør mig se ked.
Jeg er træt af at være syg, og ikke bare kan gøre hvad jeg gerne vil. At blive styret af noget der kun vil gøre mig ondt og få mig så nedtrykt som nu er muligt.
Jeg er træt af at jeg ikke bare kan tage til koncerter og gå ud og shoppe og tage ud til mine venner osv.
Det er irri at jeg hader mig selv så meget som jeg gør pga min sygdom, og at den får mig til at tvivle så meget på mig selv at jeg til tider ikke kan holde ud at være i sammen rum med mig selv.

Lige nu kunne jeg godt bruge en som lige ville holde om mig og få mig til at fatte at det ikke er livets undergang a lide af angst og ocd.
Og også lidt en der bare kunne elsker mig for mig og ikke for noget de ønskede sig jeg skulle være.

Argh jeg er nedern og emo. Baaah.