Glaskugle

Lige for tiden er mit liv lidt som en glaskugle.

På ydersiden: uforanderligt, en farve, et materiale, en form, en styrke som er så skrøbelig man næsten ikke forstår det.

På indersiden: tom.

Et tomrum der giver plads til forvirring om hvor vidt man høre til et sted eller et andet, eller om man overhovedet høre til nogen steder. Til en eksistent der kan knuses med en finger. Til en skrøbelighed meget få forstår. Til et liv der aldrig rigtigt har gået den rigtigt vej, som aldtid er blive vejet og målt på alle leder og kanter, for vi må da kunne finde alle de små ting der er galt med hende hvis vi bliver ved. Til et liv der aldrig vil blive forstået. Til en sygdom der langsomt æder tomrummet op, og til sidst knuser glaskuglen, Og det liv der en gang kæmpede inde i den.

Min glaskugle er snart fyldt ud a sygdomen. Og jeg er bange for at den snart bliver knust.